Lige siden jeg for snart 7 år siden, købte mit første kamera, for et godt jysk håndtryk og en kasse øl, har jeg elsket at opleve verden gennem et kamera. Jeg elsker at fange hvad vi ikke formår at fange med det blotte øje, og forevige de øjeblikke der ikke er nok at forevige i hukommelsen.

Fotografering er igennem årene gået fra at være en hobby, til en passion. Den passion og gejst for håndværket, tager jeg med mig videre i det profesionelle arbejde. Jeg er en ung mand på 21 år, som forsøger at forfølge min drøm om at skabe mig en tilværelse med et kamera i hånden. Jeg er social og imødekommende, og så har jeg vildt dårlig humor.

Når jeg fotograferer, har jeg en filosofi om, at hvert et billede jeg sender i armene på mine kunder, skal have en historie. Billeder er til for at vække følelser og minder, det er missionen med mit arbejde.

P.S. Bare rolig, alle kan se godt ud på billeder, og hvis du ikke tror mig, så giv mig et kald og se for dig selv. Vi ses

Lasse Skrydstrup Schmidt

Fotograf i Sønderjylland